Repræsentantskabsmøde, maj 2026

Vi håber, alle har haft en god pinse.

Hos Høje Taastrup Fjernvarme begyndte pinsen med et møde i repræsentantskabet, hvor regnskabet for 2025 blev gennemgået og godkendt.

Regnskabet blev generelt taget rigtig godt imod, og der var ingen anmærkninger fra den eksterne revisor. Det er vi naturligvis glade for, for et solidt og gennemsigtigt regnskab er en vigtig del af at drive en kundeejet fjernvarmevirksomhed.

Der var samtidig et stærkt fremmøde til mødet. Det vidner om det store engagement, vi oplever fra jer – vores kunder og ejerkreds – og det engagement sætter vi stor pris på.

Høje Taastrup Fjernvarme er ejet af kunderne. Derfor er det vigtigt for os at være i løbende dialog, være transparente om vores arbejde og gøre fjernvarmen så forståelig som muligt.

Det gælder, uanset om man har spørgsmål til sin regning, gravearbejde eller den fremtidige udvikling af fjernvarmenettet.

På mødet blev der også udtrykt ønske om, at udfordringen med for høj returtemperatur bliver sat mere i fokus og konkretiseret for den enkelte kunde. Det vil HTF arbejde videre med.

Tak til repræsentantskabet for et godt møde – og tak til alle kunder, der engagerer sig i vores fælles varmeforsyning.