Miljødeklarationer
Fjernvarmen leveret af Høje Taastrup Fjernvarme er grøn i Energistyrelsens CO2-rangering.
Du kan læse mere om rangeringsmodellen på energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk.
Miljødeklaration 2025
Fjernvarmen fra Høje Taastrup Fjernvarme er grøn i Energistyrelsens CO2-rangering.
Miljødeklarationen viser, hvor varmen kommer fra, og hvilke udledninger der er forbundet med den fjernvarme, vi leverer til kunderne.
Langt størstedelen af fjernvarmen i Høje Taastrup leveres af VEKS, der leverer varme til lokale fjernvarmeselskaber på Vestegnen og i hovedstadsområdet. Varmen kommer fra en lang række kilder samlet i et komplekst system, hvor den mest centrale er kraftvarmeværker, hvor biomasse og affald bliver brændt for at lave el og varme samtidig. Det betyder, at energien udnyttes bedre, fordi varme, der ellers kunne gå tabt, i stedet kan sendes ud i fjernvarmenettet.
Vi producerer også varme lokalt i Høje Taastrup. Vi udnytter blandt andet overskudsvarme fra datacentre, grundvand som varmekilde og vores solvarmeanlæg i Fløng.
Derudover leverer vi fjernkøling til flere større virksomheder i kommunen. Fjernkølingen produceres på store varmepumpeanlæg, hvor køling og varme tænkes sammen. Det betyder, at den energi, der fjernes som køling ét sted, kan være med til at producere fjernvarme et andet sted.
Siden 1990 er emissionerne fra vores fjernvarme reduceret med mere end 80 procent. Det betyder, at vi allerede lever op til målet i Klimaaftalen fra juni 2020 om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold til 1990.
Vi arbejder samtidig videre med at gøre varmeforsyningen endnu mere effektiv og fremtidssikret. Det gør vi blandt andet ved at bruge flere lokale energikilder, udnytte overskudsvarme bedre og få fjernvarme, fjernkøling, varmepumper og varmelagring til at spille sammen i ét samlet energisystem.