Fjernvarme bliver ikke til noget i Reerslev, Stærkende og Tune

Planerne om at etablere fjernvarme i Reerslev, Stærkende og Tune bliver ikke til virkelighed. Det står klart, efter at tilmeldingsfristen er udløbet, og en opgørelse viser, at tilslutningen kun nåede op på 46 procent – langt fra de nødvendige 60 procent, der var kravet for at sikre en økonomisk bæredygtig løsning.

”Opgørelsen af tilslutningen til fjernvarme taler sit tydelige sprog. På det nuværende grundlag er det ikke økonomisk muligt og forsvarligt at levere fjernvarme til Reerslev, Stærkende og Tune,” udtaler Nils Olsen, bestyrelsesformand i Høje Taastrup Fjernvarme.

Projektet har mødt modstand og usikkerhed blandt borgerne i de tre byer. Ifølge Høje Taastrup Fjernvarme har mange potentielle kunder udtrykt bekymring for fremtidige prisstigninger, herunder stigninger i den nødvendige tillægsafgift, og mulige udtrædelsesomkostninger. Rigtig mange har henvist til den omdiskuterede sag om fjernvarme i Odsherred Forsyning som en væsentlig årsag til deres tøven.

”Odsherred-sagen kaster lange skygger over et ellers sundt fjernvarmeprojekt i Reerslev, Stærkende og Tune. Det er højst uheldigt og et trist eksempel på, at et enkelt projekt med utilstrækkelig styring kan ødelægge mulighederne for grøn omstilling andre steder,” siger Nils Olsen.

Han retter også kritik mod den politiske debat på Christiansborg, hvor udmeldinger om gasudfasning har skabt yderligere forvirring.

”Forsyningsministeren og nogle partier har modarbejdet fjernvarmeudbygningen ved at så tvivl om udfasningen af gas til rumopvarmning senest i 2035. Mange borgere har fået det indtryk, at det ikke længere er vigtigt at fravælge gas – og det bremser omstillingen,” tilføjer han.

Høje Taastrup Fjernvarme understreger, at selskabet fortsat vil arbejde for at levere grønne og økonomisk ansvarlige fjernvarmeløsninger – dér hvor der er lokal opbakning og tilstrækkelig tilslutning. De igangværende konverteringer fra gas til fjernvarme i Høje-Taastrup Kommune fortsætter som planlagt og er ikke berørt af beslutningen om ikke at gå videre med fjernvarmeprojektet i Reerslev, Stærkende og Tune.