Velkommen til vores spørgsmål/svar om fjernvarme
Vi oplever stor interesse og mange spørgsmål fra både nuværende og kommende kunder. Det er vi glade for – og vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for dig at få overblik over, hvad fjernvarme betyder for dig og din bolig.
Her har vi samlet svar på de mest stillede spørgsmål – både fra dig, der allerede er tilmeldt fjernvarmen, og dig, der nu får mulighed for at blive en del af fællesskabet. Du finder information om priser, fordele, abonnementsordning og meget mere.
Har du stadig spørgsmål efter at have læst med, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os – vi er her for at hjælpe.
Jeg har allerede varme – hvorfor skulle jeg skifte til fjernvarme?
- Fjernvarme er en fremtidssikret løsning, som understøtter den politiske målsætning om at udfase gas og olie til opvarmning.
- Vores fjernvarme er 85 % CO₂-neutral.
- Du får en nem, driftssikker og støjfri varmeløsning med høj komfort.
Er jeg forpligtet til at skifte til fjernvarme?
Nej. Tilslutning til fjernvarme er frivillig. Der er hverken tilslutnings- eller aftagepligt.
Kan jeg fortryde og vælge fjernvarmen fra igen?
Ja. Du kan opsige tilslutningsaftalen uden omkostninger, frem til vi starter gravearbejdet på din vej. Du vil blive informeret ca. én måned før, gravearbejdet starter på din vej. Hvis stikledningen er etableret, gælder opsigelsesvilkårene i vores vedtægter.
Information om udtrædelsesgodtgørelse
Udtrædelsesgodtgørelsen er vedtægtsbestemt og tager højde for den helt særlige situation, at så mange kunder fravælger fjernvarmen på én gang, at den varme, kunderne hidtil har brugt og betalt, ikke kan afsættes til andre kunder i vores forsyningsområde (Tune og Høje-Taastrup Kommune). I den situation tager beregningen af udtrædelsesgodtgørelsen udgangspunkt i det enkelte ejendoms andel af det samlede, opvarmede areal i forsyningsområdet og selskabets aktuelle gæld.
Høje Taastrup Fjernvarme har aldrig opkrævet udtrædelsesgodtgørelse, og vi har ingen forventning om, at det vil ske i fremtiden. Det har været en prioritet for Høje Taastrup Fjernvarme, at det er gratis at tilmelde og framelde sig fjernvarmen for at sikre den størst mulige tilslutning, og dermed opnå de lavest mulige og konkurrencedygtige priser for vores kunder. På den baggrund har Høje Taastrup Fjernvarme i dag en sund og robust økonomi, hvor vi leverer fjernvarme til 9.000 kunder.
Vi har samtidig en robust økonomi i anlægsprojektet for Tune, Reerslev og Stærkende projektet, der ikke påvirker risikoen for at skulle betale udtrædelsesgodtgørelse. Projektet hviler på en grundig genberegning af anlægsudgifterne, baseret på nye udbudspriser og med en buffer på 20 % til uforudsete udgifter.
Er der fordele ved at tilslutte sig nu?
Ja – der er flere økonomiske fordele:
- Gratis tilslutning (værdi min. 30.000 kr.) for ejendomme i vores nye fjernvarmeområder, hvis du tilmelder dig senest den 15. september 2025.
- Hvis du har naturgas, undgår du en afkoblingsafgift på 10.125 kr., som du enten kan få dækket af statens pulje – eller af os, hvis der ikke er penge i puljen.
- Har du et gammelt oliefyr, stiller lovgivningen krav om udskiftning, når det ikke virker længere. Ved at vælge fjernvarme nu, får du fordel af kampagnetilbuddet.
Vigtigt: Projektet gennemføres kun ved mindst 60 % tilmelding (opgjort efter m²).
Tilmeldingsfristen for projektet er senest den 15. september 2025.
Hvad koster det at få fjernvarme?
- Tilslutning: Gratis ved tilmelding senest 15. september 2025.
- Varmeforbrug: Vores priser fremgår af prisbladet og reguleres årligt.
- Tillægstarif: 24 kr./m²/pr. år (baseret på boligens registrerede areal i BBR).
- Stabil pris: Vores priser er konkurrencedygtige og har i de seneste fem år ligget på niveau med – eller under – den generelle prisudvikling.
Brug vores prisberegner på htf.dk/prisberegner for at få et overslag over dine varmeudgifter.
Hvad med mit varmeanlæg – skal det udskiftes?
Ja, ved overgang til fjernvarme skal du have et nyt fjernvarmeanlæg. Det fylder kun 80 x 53 x 38 cm. Du kan enten:
- Få et varmeanlæg på abonnement hos os (typisk 750–850 kr./kvartal for en ejendom op til 500 m²) eller
- Købe selv, hvor du står for anskaffelse, installation og vedligeholdelse. Du betaler selv udgifterne til din VVS-installatør, som skal være autoriseret for at udføre arbejdet lovligt.
Du vælger først løsning, når fjernvarmen er tæt på at blive udrullet i dit område. Vi kontakter dig med mere information.
Hvordan fungerer abonnementsordningen?
- Du slipper for startomkostninger.
- Alle udgifter til anlæg, installation, reparation og vedligeholdelse er inkluderet i 20 år.
- Vi fjerner dit gamle anlæg – og evt. olietank.
- Prisen fastsættes efter besøg af vores VVS-installatør.
- Vi sørger for, at anlægget bliver indstillet korrekt, så du får mest muligt ud af varmen.
Er det besværligt at skifte til fjernvarme?
Nej – vi gør det nemt:
- Vi etablerer stikledning fra vejen og ind til din bolig i samarbejde med dig.
- Hovedhaner placeres udvendigt i skab på huset.
- Vi retablerer dit område med omhu, så det fremstår pænt – med fliser, græs og beplantning, som før.
- Har du valgt abonnement, installerer vi også selve fjernvarmeanlægget.
- Du skal kun undvære varme og varmt vand i én dag under installationen.
- Du kan fortsat bruge dine eksisterende radiatorer og gulvvarme, når du
skifter fra naturgas eller olie til fjernvarme.
Hvor kommer fjernvarmen fra?
Vi er tilsluttet Storkøbenhavns fælles rørsystem, og fjernvarmen produceres på flere bæredygtige måder:
- Certificeret biomasse
- Affaldsforbrænding
- Overskudsvarme fra datacentre
- Solvarmeanlæg
Varmen leveres fra flere produktionskilder og er derfor sikker, stabil og fremtidssikret. I takt med den teknologiske udvikling kan varmeproduktionen ændres.
Mit gasfyr er i stykker – hvad gør jeg?
- Kontakt din VVS-installatør for at få afklaret omfanget af reparationen og få et tilbud.
- Kontakt derefter os. Vi sender vores tekniker ud for at vurdere, om reparationen kan betale sig.
- Hvis ikke reparationen kan betale sig, kan vi tilbyde dig et midlertidigt gasfyr gratis, hvis du har underskrevet en fjernvarmetilslutningsaftale.
Hvem er Høje Taastrup Fjernvarme?
I over 60 år har Høje Taastrup Fjernvarme leveret stabil og driftssikker varme til Taastrup & Hedehusene – drevet af et stærkt, forbrugerejet andelsselskab med sund økonomi og fokus på stabilitet. Vi står med andre ord solidt rustet, og du vælger derfor tryghed, når du vælger Høje Taastrup Fjernvarme.
- Vi er et af Danmarks største forbrugerejede andelsselskaber, ejet af vores kunder – og potentielt også dig.
- Som andelshaver får du gratis medlemskab og stemmeret.
- Vi leverer varme til omkostningsbestemt pris, da vi ikke må skabe profit.
Læs mere på htf.dk – her finder du også vedtægter, leveringsbetingelser og takster.
Hvordan tilmelder jeg mig fjernvarme?
- Underskriv med MitID online på htf.dk – Få fjernvarme.
- Eller send den fysiske tilslutningsaftale retur i den vedlagte svarkuvert.
- Vi sender dig en bekræftelse, når vi har modtaget din aftale.
Du får senere en konkret tidsplan og information om mulig abonnementsløsn